Artiklen er publiceret på www.arbejderen.dk d. 15-02-2007
Kulturhus i gravkoens klør
Beboerne på Nørrebro er vant til, at offentlige huse bliver revet ned mod deres og sagkundskabens vilje. Lige nu går det ud over Fragtmandshallerne
Når kommunens gravkøer i disse dage sætter tænderne i DSB`s godt hundrede år gamle Fragtmandshaller på Nørrebro i København, er det ikke kun bindingsværksbjælker og balustre de knuser. Områdets beboere har svært ved at finde de håb, der knyttede sig til det kommunale områdeløfts løfter om borgerinddragelse og byudvikling.
I 2001 får en gruppe lokale beboere og kunstnere øje på de tomme lokaler på banearealet omkring Nørrebro Station. Hallerne har været omladningsstation for jernbanegods og står med de store, aflange rum og det fritstående bindingsværk som et smukt minde over byens industrialisering via godsbanerne.
Ydre Nørrebro er tæt bebygget og der er langt mellem områder, der kan blive rekreative. Så beboerne beslutter sig for at skabe et samlingssted i hallerne. Resten af kvarteret bliver indkaldt til stormøde. Der er brug for et multikulturelt kunsthus, lyder det. Et sted hvor folk kan mødes på deres egne præmisser. Lokale kunstnere og beboere begynder at arbejde med projektet. Pres på beboere
Så opdager kommunen stedet.
– Det virkede som om, de var bange for, at der skulle vokse en græsrodsbevægelse op, forklarer Kirsten Dufour fra den aktive lokale kunstnergruppe YNKB.
– De to tilstødende kommunale kvarterløft indkaldte i hvert fald til et borgermøde, hvor de fremlagde et meget fint projekt for en aktivitetspark på området. De havde modeller og det hele, hvor bygningerne var revet ned.
Kommunens planer bliver underkendt af de lokale. På det store borgermøde er der bred opbakning til beboergruppernes ønsker for hallerne. Ønsket er så massivt, at det når helt ind i Borgerrepræsentationen, som i 2002 beslutter, at området skal bruges til park og kultur. Og da kvarteret et par år efter skal byfornys, udnævner de kommunale arkitekter i områdeløftet idéen til et af hovedprojekterne.
– Men så viste det sig pludselig, at DSB kun ville sælge to tredjedele af arealet til kommunen. Den del som Fragtmandshallerne lå på, ville de sælge til bolig- og kontorbyggeri. Men det kunne de ikke få tilladelse til, for nu havde vi jo vedtaget lokalplanen, fortæller Kirsten Dufour.
– Derfor begyndte kommunens arkitekter at lægge pres på de lokale. ‘Hvis I ikke opgiver Fragtmandshallerne, vil DSB ikke forhandle med jer om den sidste del af området’, sagde de, og så blev folk jo bange. Derfor blev planerne droppet med et lille flertal.
Beboerne får ikke meget ud af at føje kommunen. Fonden Realdania og den kommunale forvaltning har forlængst besluttet, at der skal være plads til en professionel fodboldklub på godsbaneterrænet.Kamp for fredning
Men de lokale aktivister giver ikke op. De beslutter at kæmpe for at få hallerne fredet.
Bygningsfredning er en lang og besværlig proces. Kun ejeren, paraplyorganisationen ‘Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur’ eller Kulturarvstyrelsen under Kulturministeriet kan rejse en fredningssag. Når sagen er rejst, skal Kulturarvstyrelsens rådgivende udvalg, Det Særlige Bygningssyn, se på husene. Hvis de beslutter at indstille til fredning, kan Kulturministeriet imødekomme deres ønske.
Beboergruppen på Ydre Nørrebro får overbevist Landsforeningen om at indstille til fredning. Det Særlige Bygningssyn støtter indstillingen og bakkes op af de kommunale kulturmiljøråd.
Men Kulturministeriet kan også beslutte ikke at frede en bygning, selvom Det Særlige Bygningssyn har indstillet den til fredning. Det sker imidlertid uhyre sjældent. Kun i tre tilfælde har ministeriet og styrelsen været så uenige. Christiania og Fragtmandshallerne er to af dem.
Hallerne er så medtagne, at en fredning reelt vil betyde, at de skal rives ned og bygges op igen, hedder det. Men det passer ikke, svarer Det Særlige Bygningssyn. Det beløb, ministeriet regner med at ansættelsen vil koste, er ikke højere end sædvanligt.
– Det virkede som om det hele var besluttet på forhånd. Jeg forstår ikke, hvorfor det så er så vigtigt, at lade som vi lokale virkelig kan få indflydelse, slutter Kirsten Dufour.
Denne artikel er udprintet fra www.arbejderen.dk d. 22-2-2007 kl. 16:13:44